Udskolingsklasser lærer at føre en demokratisk salon, mens de har det sjovt
På Kolding Bibliotek har vi sammen med bibliotekarerne testet et undervisningsforløb, hvor udskolingsklasser lærer at føre salon, mens de har det sjovt.

Fire klasser har været med i testen, og forløbet er blevet rettet til løbende. Nu virker det, og du kan som underviser eller bibliotekar hente vores guides herunder.
Vores salon handlede om online shopping af tøj. Det har næsten alle unge prøvet, så det giver dem lyst til at deltage i salonen. Forløbet handler altså ikke kun om gamle dage. Salonen handler om deres nutid, og der er bygget spilelementer ind i salonen, så de har det sjovt undervejs.
Hvad lærer eleverne?
De lærer at holde en samtale på sporet
De lærer at fokusere på det vigtige i en samtale
De lærer at lytte mere aktivt
De lærer at aflæse andres signaler
De lærer at forstå hvordan andre tænker
De lærer at historiske begivenheder også kan være relevante i dag
De lærer at demokratisk deltagelse er sjovere, når man rent faktisk ved noget om emnet

Hvordan faciliteres salonen?
Forud for salonen har læreren i løbet af to lektioner introduceret eleverne for nogle teknikker til at føre salon og givet dem en historisk kontekst. Det forløb er med i vores guide.
I vores tilfælde er bibliotekaren vært for salonen og flere bibliotekarer prøvede at være værter. De fulgte drejebogen, som du kan downloade herunder, men ændrede i nogle tilfælde nogle af eksemplerne, så de brugte eksempler fra bibliotekarernes eget liv.
Det var en god hjælp for bibliotekarerne, at de var to om opgaven, så den ene var vært og den anden hjalp med at holde tiden, og dele oplysningsark om emnet ud til eleverne undervejs.
Vil du høre en ‘podcast’ om vores salon-forløb, som er lavet via kunstig intelligens?
Notebook LM er et AI-værktøj, som på få minutter kan lave en ‘podcast’ med to ‘værter’, der i begejstring fører en samtale om indholdet af dit dokument. Vi har bare uploadet de to dokumenter, som du kan downloade, og så har vi bedt Notebook LM lave en ‘podcast’ om det at lære udskolingsklasser at føre salon. Du skal altså selv trække lidt fra i begejstringen, men ‘podcasten’ giver faktisk et meget godt billede af hvad der rent faktisk skete på vores test-saloner, så du kan lytte med og få en fornemmelse af hvordan det forløb og hvad eleverne kan lære.
Nu inviterer vi mellemtrinnet og indskolingen med i et testforløb, som selvfølgelig skal versioneres til deres alderstrin og forståelse af demokrati.
Hvis I har lyst et forløb hos jer, kan I altså bare downloade vores guides og gå i gang. Vi kommer også gerne ud og hjælper jer med at komme i gang.
